Zens historiske bagland

Tim Pallis

Den kinesiske, koreanske og japanske zen buddhisme har sine historiske rødder i den indiske mahayana buddhisme. Zen, som betyder meditation, blev grundlagt i Kina af den legendariske munk Bodhidharma (ca. 470-543) og udviklede sig til en særlig tradition eller skole indenfor den kinesiske mahayana buddhisme.

Zen skolen står imidlertid også i åndelig gæld til den oprindelige kinesiske mystik taoismen. Både taoismen og Mahayana buddhismen hører til den spirituelle tradition, som man med et sanskrit ord kan kalde advaita mystikken.

Advaita betyder "ikke-to" eller "ikke tvedelt" og henviser til den opfattelse af tilværelsen, som er menneskets naturlige tilstand. Denne tilstand falder det desværre ikke naturligt for mennesket at være i. Derfor kræver den for de flestes vedkommende en årelang åndelig søgen og meditativ praksis for at erkende den oprindelige udelte tilstand.

Når man ser på verdensreligionernes mangfoldige spirituelle traditioner, for det meste af dualistisk art, er det klart, at advaita mystikken er en marginal tradition, som kun de færreste får øjnene op for. Det er dog muligt at finde denne spirituelle vej i enhver religiøs tradition, hvis man har øje for den. Det gælder for kristendommen, jødedommen, sufismen og hinduismen. Buddhismen har både dualistiske og ikke-dualistiske veje at følge, men jeg skal ikke her trætte læseren med en nærmere redegørelse for disse traditioners specifikke skoler.

Dog synes jeg, at det er vigtigt at fremhæve, at den indiske buddhisme har rødder helt tilbage i den hinduistiske tradition, som hedder Advaita Vedanta. Veda, som betyder "viden", er den ældste del af Indiens hellige skrifter. Det drejer sig om nogle hymne-samlinger bl.a. Rigveda, som nok først er blevet nedskrevet på klassisk sanskrit det sidste århundrede før vor tidsregning, men som har en mundtlig overlevering på vedisk-sanskrit, der går mere end 1200 år tilbage f.v.t.

De mundtlige overleveringer på vedisk-sanskrit blev afløst af klassisk sanskrit omkring 500 år f.v.t. Disse teologisk-mytologiske spekulationer og beskrivelser af offerritualer blev afløst af Vedanta mystikkens Upanishader. Vedanta betyder vedaernes afslutning.

Den vediske religion var ritualistisk, mens Upanishaderne er ren mystik, hvilken vil sige, at det "ydre" ritualistiske offer forvandles til en "indre" meditativ opofrelse. De ældste Upanishader har en mundtlig overlevering på vedisk-sanskrit fra omkring 800 f.v.t., men er også først blevet nedskrevet på klassisk sanskrit omkring 100 år f.v.t.

Ordet Upanishad er sammensat af sanskrit roden sat, som betyder "at sidde" og forstavelserne upa og ni, således at hele ordet kommer til at betyde "at sidde i nærheden af... (sin lærer)." Poul Tuxen har i “Verdensreligionernes hovedværker. De ældste Upanishader, 1953, oversat følgende dialog fra Chandogya Upanishaden:

“Engang levede der en dreng ved navn Svetaketu, søn af Uddalaka Aruni. En dag sagde hans far til ham...tiden er nu kommet, til at du skal drage ud for at studere dharmaen. Da Svetaketu blev 24 vendte han hjem igen, efter at han havde studeret alle vedaerne. Han var i mellemtiden blevet meget arrogant, fordi han troede, at han nu vidste alt.”

“Svetaketu, sagde hans far, fik du nogensinde spurgt om den viden, hvorved man kan høre det, der ikke kan høres, se det, der ikke kan ses og erkende det, der ikke kan erkendes? Hvad er det for en lære? spurgte sønnen. Nu vel min søn! Når man med en økse hugger i det store træ nede ved roden, så drypper det, fordi det er levende. Når man hugger det i stammen, så drypper det, fordi det er levende. Når man hugger det i grenene, så drypper det, fordi det er levende. Således står det gennemtrængt af det levende, fuld af saft og glad. Når nu livet forlader den ene gren, så tørrer den ind. Når det forlader den anden eller tredje, så tørrer de ind. Når det forlader hele træet, så tørrer hele træet ind.”

“Det skal du mærke dig, min søn, når livet forlader kroppen, så dør den, men livet selv dør ikke. Denne rene væren, som er alle tings egentlige natur, den er det virkelige, den er selvet (atman), den er dig selv (tat tvam asi), Svetaketu.”

“Fortæl mere Far!”

“Hent mig en frugt fra banyan træet der. Her er den... Skær den midt over og sig mig, hvad du ser i den. Ganske små kerner. Skær en af dem midt over og sig mig, hvad du ser i den. Slet ingenting. Så sagde faderen: Denne finhed, som du ikke kan se, af den er hele det store banyan træ opstået. Tro mig kære, denne rene væren, som er alle tings egentlige natur, den er det virkelige, den er selvet, den er dig selv, Svetaketu.”

I Magadha, det nuværende Bihar i den Nord-østlige del af Indien omkring Ganges floden, opstod i 600 tallet f.v.t. tre store indiske religioner: Samkya, jainismen og buddhismen.

Buddhismens grundlægger Siddharta Gautama (563-483 f.v.t.), senere kaldet Sakyamuni, gik, efter en meget beskyttet barndom og ungdom som arving af Sakya klanens gods, hjemmefra 29 år gammel for at finde en afklaring på sin religiøse identitetskrise: Hvorfor er der så meget sygdom, forfald og død? Skønt jeg er meget privilegeret sammenlignet med andre, føler jeg en smerte og utilfredshed? Hvad er meningen med et hele? Hvad er jeg? Findes der er afklaring på alle spørgsmål?

Da han satte sig under Bo træet kom samadhi tilstanden til ham efter en uges meditation. Den kom, fordi han igen og igen afskar tankerne ved uafbrudt at fokusere på åndedrættet. Til sidst blev hans åndedræt helt naturligt og umærkeligt. Der var blot en klar og åben tilstand, hvor bevidsthed og åndedræt var ét med hinanden.

Denne fordybelse absorberede alle sanseindtryk. Alle tanker ophørte. Der var intet længere at se eller høre. Selv de fine proprioceptive fornemmelser var væk. Men der var en dyb lyksalig sindsro i et stille ambient bevidsthedsrum. Med ét stoppede også den refleksive bevidsthed, og det kosmisk ubevidste var ene med sig selv.

Det kosmisk ubevidste er det guddommelige mørkes sortglinsende vacuum plenum. Det er det "mystiske ukendte", som også er den uudtømmelige kilde til alle muligheder. Den japanske zen mester Bankei kaldte det den ufødte.

Det er grækernes ældste gud Kaos. Det er kinesernes Hun-tun, som i kosmogoisk forstand er den ubetingede og ubegrænsede tilstand, som går forud for skabelsen af universet. Det kosmisk ubevidste er derfor ikke blot en psykologisk tilstand. Det har dyb ontologisk betydning ved at indbefatte selve livet.

Efter 7 års ekstrem yoga praksis og meditation fandt han endelig "middelvejen" mellem et liv i materiel nydelse og streng askese. Efter en uge i meditativ samadhi erkendte han under Bo-træet sin egen og alle tings egentlige natur.

Det skete en tidlig morgen efter 7 dages intensiv praksis. Da morgenstjernen, som vi nu ved var planeten Venus, stod op, kastede den sine stråler på Sakyamuni's nethinder. Han vågnede pludselig op og så sin egen og alle tings egentlige natur. Hvad sagde han i det øjeblik? "Jeg lyser!"

Buddhas erkendelse hedder på sanskrit bodhi, som betyder opvågnen. Det er denne spirituelle afklaring, som vi plejer at kalde "oplysning", og som gjorde Siddharta til en buddha. I den japanske zen buddhisme hedder det enten satori eller kensho. Kensho betyder "at se den egentlige natur".

De næste 40 år vandrede Buddha nu rundt i Magadha som vismand og åndelig healer og diagnosticerede folks eksistentielle og spirituelle sygdomme og tilbød en behandling af dem.

Det er vigtigt at forstå, at Buddha ikke opfattede sig selv som en helgen, guddommelig person eller "oplyst" på grund af sin opvågnen. Han opfattede blot sig selv som én, der kunne hjælpe andre søgende på vej.

Han sagde: "Tro ikke på hvad jeg siger, men undersøg selv om det er sandt på samme måde, som du vil undersøge det guld, du køber på markedet, for at se om det er ægte."

Hele Buddhas dharma eller buddhismen, som vi kender den, handler derfor ikke om andet end vejen til at erkende, hvad vi egentlig er og dernæst leve i overensstemmelse med denne absolutte sandhed.

En episode fra Buddhas liv som lærer har fået stor betydning for munkelivet blandt zen buddhister. Det drejer sig om videregivelsen af dharmaen fra mester til elev, en slags autorisering eller inka, som det hedder på japansk. Men der ligger også noget andet i det, da denne "transmission" etablerer en transmissions linje fra selveste Buddha til en nulevende dharma mester, en slags åndelig slægts linje.

Det fortælles ifølge legenden: Engang besøgte guden Brahma en forsamling af Buddhas elever på Gribbebjerget. Han gav Buddha en blomsterkrans og bad ham forkynde dharmaen. I stedet for at tale om dharmaen tog Buddha en enkelt lille blomst ud af blomsterkransen, drejede den rundt mellem fingrene og smilede til forsamlingen.

Der blev helt stille, ingen forstod, hvad han mente, undtagen den ærværdige Mahakasyapa, som smilede igen. Buddha sagde da: "Jeg har den sande, dyrebare dharma, nirvanas subtile bevidsthed, ingen forms sande form, dharmaens fejlfri indgang. Den kan ikke udtrykkes med ord og begreber. Det er en særlig formidling udenfor traditionen, som jeg nu betror til dig Mahakasyapa."

Formidlingen eller transmissionen af Buddhas dharma er fortsat lige siden i 2500 år, generation efter generation, af dharma mestre i alle asiatiske og nu også vesterlandske kulturer. I historiens løb er der opstået talrige skoler indenfor buddhismen, alt eftersom dharma mestrene lagde vægt på den ene eller anden af buddhismens religiøse tekster eller det ene eller det andet aspekt af Buddhas lære.

De lærde fortolkede skrifterne forskelligt og undertiden på en helt ny måde afhængig af de tankemæssige strømninger i tiden. Store religiøse tænkere udviklede buddhismens religionsfilosofi og religionspsykologi til en dyb livsanskuelse og et stort helhedssyn på tilværelsen.

Fire forskellige buddhistiske konciler fandt sted med 100 års mellemrum for at afklare sanghaens eller det buddhistiske fællesskabs situation og fremtid. Modsætninger og stridigheder førte efterhånden til en deling af den oprindelige sangha i 18 forskellige sekter.

Den væsentligste deling af buddhismen var mellem den sydlige skole eller Theravada buddhismen, som betyder "de ældstes skole" og den nordlige skole eller Mahayana buddhismen, som betyder "det store fartøj."

Mahayana buddhister mener, at deres skoler er rummelige nok til at befri alle levende væsner, mens de med urette påstår, at Theravada buddhismen, som de nedsættende kalder "det lille fartøj" eller Hinayana, kun kan befri den enkelte munk i sanghaen. Uenighederne på de første konciler bundede blandt andet i forskellen mellem munkene og læg folkets helt forskellige situation.

Det første koncil blev holdt i Rajagrha lige efter Buddhas død. Her forsøgte man at konsolidere sig i den oprindelige sangha, og forskellige munke gav mundtlige bud på, hvad de huskede Buddha havde sagt. Ikke alle var enige om, hvad der var autentisk.

Det andet koncil blev holdt i Vesali omkring 100 år efter Buddhas død. Her forsøgte man at harmonisere det materiale af belæringer og munkeregler, man havde fra mange forskellige kilder, som indtil da kun var blevet mundtligt overleveret. Her fandt den første deling sted mellem munke og lægfolk, mellem den sluttede kreds af hellige og den mere folkelige forståelse, som senere banede vej for Mahayana.

Det tredje koncil blev holdt i Maurya rigets hovedstad Patapaliputra, det moderne Patna, omkring 200 år efter Buddhas død med støtte af kejser Asoka (268-233), som var buddhist. Her samlede og reviderede man tekstmaterialet endnu en gang og udvalgte missionærer til at sprede dharmaen. I Asokas regeringstid spredte buddhismens sig ud over det meste af hans rige helt op til Kabul i det nuværende Afghanistan, hvor grækerne regerede efter Alexander den Store felttog i 326-325 f.v.t.

Det fjerde koncil blev holdt i Jalandhara eller Kashmir omkring 100 e.v.t. med støtte af Kushan rigets buddhistiske kejser Kanishka (78-101 e.v.t.). Formålet var igen at fjerne tvivl og yderliggående holdninger i sanghaen og udforme kommentarer til de grundlæggende skrifter. Dette koncil blev ikke godkendt af Theravada buddhismens skoler, som havde afholdt deres eget fjerde koncil i det sidste århundrede f.v.t. i Sri Lanka. Her reviderede og nedskrev man den endelige udgave af pali kanonen Tipitaka.

I dag er Theravada buddhismen fremherskende i lande som Sri Lanka, Thailand, Burma, Cambodja, Laos, mens Mahayana er udbredt i Tibet, Nepal, Sikkim, Bhutan, Kashmir, Vietnam, Mongoliet, Kina, Korea og Japan. I Vesten er alle skoler repræsenterede.

Buddhismens første tekster Tipitaka, der betyder de tre kurve, blev nedskrevet på det filosofiske kunstsprog pali, som blev konstrueret på baggrund af magadhi sproget og andre middelindiske dialekter. Den oprindelige Theravada buddhistiske tekst Suttapitaka, som indeholder Buddhas dialoger med sine elever, blev først nedskrevet flere hundreder år efter Buddhas død af ukendte medlemmer af sanghaen.

Men hen mod det sidste århundrede før vor tidsregning, hvor Mahasanghika skolen eller "den større forsamlings skole" havde skilt sig ud fra den oprindelige sangha, begyndte nogle at skrive teksterne ned på klassisk sanskrit, det skriftsprog, som allerede Rigveda og Upanishaderne var skrevet på.

Dette fortsatte ned gennem historien. Da man regner med, at Mahayana buddhismen voksede ud af de stadige delinger og underdelinger af den oprindelige sangha og Mahasanghika skolen, er det naturligt at alle Mahayana teksterne blev skrevet på sanskrit.

Den indiske Mahayana buddhisme udviklede sig i de følgende århundreder til en række vidt forskellige traditioner, som levede videre i de lande i Asien, hvori Mahayana udfoldede sig. De vigtigste Mahayana traditioner er følgende:

Prajnaparamita buddhismen eller visdomsskolen var den første og mest grundlæggende Mahayana tradition. Dens litteratur omfatter de taler og dialoger, som Buddha holdt på Grippebjerget. Hjerte sutraen og Diamant sutraen er de korteste og mest kendte af disse.

Prajnaparamita litteraturen handler om at realisere prajna, som betyder visdom eller erkendelse. Denne visdom er ensbetydende med Buddhas opvågnen, som i zen hedder satori eller kensho.

Madhyamika buddhismen blev grundlagt af Nagarjuna omkring 150 e.v.t. Hans grundlæggende værk Mulamadhyamakakarika eller "Middelvejens Grundstrofer" er oversat til dansk af Chr. Lindtner i 1982. Dette betydningsfulde værk handler om erkendelsen af sunyata eller "tomhed".

Det er den gyldne middelvej mellem autonom eksistens og ikke-væren. Den oprindelige buddhismes lære om "ingen selv" udvides her til at omfatte alle tings "tomhed", som er ensbetydende med alle tings gensidigt betingede opståen.

Yogacara eller Vijnanavada buddhismen blev grundlagt af brødrene Asangha (c.310-390 e.v.t.) og Vasubandhu (c.320-400 e.v.t.). Deres religionspsykologiske erkendelsessystem handler om, hvorledes Mahayana buddhismens 8 bevidstheder eller vijnana transformeres til de 4 visdomme og manifesteres i de 3 legemer eller trikaya.

Avatamsaka buddhismen blev formuleret i Indien i 200-tallet e.v.t. af ukendte mestre. Læren dannede ikke skole i Indien, men i Kina, hvor den hedder Hua-yen. Avatamsaka filosofien er buddhismens økosofi, og det siges, at den er et udtryk for indholdet af selve Buddhas opvågnen.

Avatamsaka, som betyder blomsterkrans, er en stor økologisk helhedsvision om dharmadhatu, som er verden eller universet. Menneskets oprindelige tilstand er ikke forskellig fra det sammenhængende univers' totalitet.

Vajrayana, Mantrayana eller Tantra buddhismen kaldes den tredje drejning af dharmaens hjul. Traditionen opstod i Indien mellem 300-tallet og 700-tallet under indflydelse af hinduismens tantraer og kundalini yoga. Den kaldes også esoterisk buddhisme. Tantraerne er vejledninger i en meget specialiseret yoga praksis, hvor det drejer sig om at transformere energierne i legemet, sindet og ordet til buddhanaturens 5 visdomme.

Buddhismens vej ind i Kina gik gennem Kushan riget og Centralasiens silkeveje. Kushan riget eksisterede fra år 25 f.v.t. til 320 e.v.t. Det strakte sig fra Khambhar golfen i Indien til Aral søen i Usbekistan. Her opstod den buddhistiske Ghandara kultur fra 130-450 e.v.t., som er kendt for, at alle buddhastatuer og vægmalerier af buddhaer og bodhisattvaer bærer tydeligt præg af græsk kultur.

I den buddhistiske kejser Kanishka regeringstid, 78-101 e.v.t., kom de første buddhistiske munke ad silkevejene til Kina. De fulgte med handelskaravanerne til Han dynastiets (206 f.v.t. - 220 e.v.t.) hovedstad Lo-yang.

Buddhismens udvikling i Kina tog århundreder. I det andet, tredje og fjerde årh. etableredes forskellige buddhistiske centre. Dharma mestre fra forskellige Mahayana traditioner og oversættere fra Kushan riget blev ved at ankomme og bosætter sig i Kina.

En af grundene til at denne indiske tankegang overhovedet kunne få indpas i Kina var nok, at oversætterne i århundreder fremover brugte taoismens spirituelle terminologi i deres oversættelser.

I året 402 ankom den kendte mester og oversætter Kumarajiva (344-413) til Chin dynastiets (317-420) hovedstad Chang-an og etablerede et institut med det formål at oversætte de vigtigste Mahayana buddhistiske skrifter fra sanskrit til kinesisk. Hans fremragende oversættelser fik stor udbredelse i Kina.

Kumarajiva havde to meget betydningsfulde elever: Sengzhao (384-414) og Tao-sheng (360-434). Alle tre var skolede i Madhyamika skolens sunyata dialektik, som i Kina hed San-lun.

Der var noget ved Tao-shengs dharma, som foregreb Zen skolens måde at tale om tingene på, f.eks. skrev han indgående om den "pludselige erkendelse".

Det er almindelig antaget at Zen buddhismens grundlægger dharma mesteren Bodhidharma (c.470-543) kom sejlende fra Sydindien og ankom til det sydlige Kinas Liang dynasti år 520. Her mødte han kejser Wu, som spurgte ham, hvilken fortjeneste han havde sparet sammen ved at støtte buddhismens udbredelse.

Til kejserens forbavselse svarede Bodhidharma: Ingen fortjeneste! Kejseren spurgte da, hvad buddhismens inderste væsen var, og Bodhidharma svarede: Stor tomhed, intet helligt! Nu spurgte den forvirrede kejser, hvem Bodhidharma selv var, og Bodhidharma svarede: Det ved jeg ikke!

Legenden fortæller, at kommunikationen mellem dem brød sammen, og at Bodhidharma derefter rejste til det Nordlige Wei dynasti (386-534), hvor han satte sig i en klippehule og mediterede i 9 år - et sted ved navn Shao-lin.

Dette er hagiografi, for der er ikke historisk belæg for at Bodhidharma nogensinde mødte kejser Wu. Bodhidharma var sikkert heller ikke en kongesøn fra Sydindien, som legenden gerne fortæller. Men af en eller anden grund har man kunnet huske, at Bodhidharma var "en rød skægget og blå øjet barbar".

Dette har sandsynligvis været så særpræget i Kina, at det nok skal være rigtigt. Derfor tyder det på, at Bodhidharma kom til Kina ad silkevejene ligesom alle andre dharma mestre på den tid. Jeg tror, han kom fra Øst Turkestan eller Tarim Basin, hvor der var mange rødhårede og blåøjede.

Når man betragter freskerne i de buddhistiske tempel huler langs den nordlige silkevej er det helt tydeligt, at mange malerier ligner de tusch malerier af Bodhidharma, som senere blev malet i Kina.

Freskerne i hulerne portrætterer ofte billeder af tokharer, som var et indoeuropæisk talende folk, der forsvandt i midten af 800-tallet i Øst Turkestan. De blev besejret af eller assimileret i det muslimske og tyrkisk talende uighur folk, som var blevet presset ud andre steder i Centralasien af mongolerne og derfor invaderede Tarim Basin i Øst Turkestan.

Mange forskere mener at tokharerne var efterkommere af befolkningen i det buddhistiske Kushan rige og er identiske med Yuezhi stammerne. Men oprindeligt var de et nomadefolk i Bactria før vor tidsregning.

Græske historikere omtaler dem, og der findes en forskning af de såkaldte proto-tokharer, som antages at gå helt tilbage til 1800 år før vor tidsregning. Tokharerne i Tarim Basin var buddhister, men nogle af dem var også manikærer og nestorianere.

Bodhidharma kaldes den 28. indiske patriark i lige transmissionslinje fra Sakyamuni Buddha med Mahakashyapa som den 1. patriark. Men Bodhidharma er også den 1. kinesiske patriark i zen skolen.

Den 6. og sidste patriark i Zen skolen hedder Huineng (638-713). Han tillægges det berømte skrift Platformsutraen, til trods for at legenden fortæller, at han var analfabet. Værket er oversat til norsk af Gerhard Meidell Reichelt med titlen "Den sjette patriark", udgivet i Visdomsbøgerne, Sankt Ansgars Forlag. Det var Huinengs "sydlige skole", som blev grundlaget for zen buddhismens særprægede tradition.

Det helt centrale i Huinengs lære er den ”umiddelbare opvågnen" og det ikke-dualistiske helhedsperspektiv. Han er kendt for et provokerende spørgsmål til en gammel kriger, som forfulgte ham op i bjergene, fordi han troede, at Huineng havde stjålet Bodhidharmas munkekutte og madskål fra den 5. patriark: "Tænk hverken godt og eller ondt, men sig mig netop nu, hvad er dit oprindelige ansigt (sande natur) før din far og mor blev født?"

Zen buddhismens historie og transmissionslinje fra den 6. patriark frem til vor tid strækker sig over mere end 1400 år med en udvikling i både Kina, Vietnam, Korea, Japan og Vesten. Det var i Tang dynastiet fra år 618-907, at Kinas store Zen mestre skabte den særlige form for buddhisme som i dag hedder Zen:

Huineng 638-713, Mazu Daoyi 709-788, Baizhang Huaihai 720-814, Zhaozhou Congshen 778-897, Deshan Xuanjian 782-865, Dongshan Liangjie 807-869, Yunmen Wenyan 864-949 og Linji Yixuan, som på japansk hedder Rinzai Gigen d. 866.

I Sung dynastiet fra 960-1279 blev zens slægtshistorie med dialoger mellem mestre og deres elever nedskrevet. Den kendteste af dem hedder ”Lampens viderebringelse”. I denne periode formuleres også de to kendte koan samlinger: Hekikan roku eller "blåklippe optegnelserne", som er kommenteret af den kinesiske zen mester Yuanwu Keqin 1063-1135, og Mumonkan eller "Grænseposten uden bom", som er kommenteret af Wumen Huikai (1183-1260).

Zen buddhismen kom til Japan sent i Sung dynastiet og tidligt i det mongolske Yuan dynasti 1280-1368. Den historiske periode i Japan på denne tid hed Kamakura 1185-1333.

Hojo shogunatet i Kamakura legitimerede sig kulturelt og spirituelt overfor kejserstaden Kyotos gamle aristokrati ved at indføre zen buddhismen fra Kina, som et alternativ til de store og magtfulde buddhistiske traditioner, der havde floreret i Japan siden buddhismen blev officielt anerkendt i året 582.

Den japanske munk Eisai (1141-1215) introducerede Rinzai zen skolen, Dogen (1200-1253) indførte Soto zen skolen, Kakushin (1207-1298), kom med Rinzai skolens Yogi linje og Nampo Jomyo eller Daio Kokushi (1235-1309) med Mittan linjen.

Men mest betydningsfulde var de kinesiske zen mestre, som Hojo shogunatet indkaldte fra Kina for at lære japanerne om zen praksis. De to kendteste var Lanji Daolong (1213-1278), som blev abbed i det nybyggede Kencho-ji i Kamakura, og Wuxue Ziyuan også kaldet Bukko (1226-1286), som blev abbed i Engaku-ji samme sted. Den moderne Soto zen buddhisme har en direkte transmissionslinje tilbage til Dogen, mens den moderne Rinzai zen tradition fører sin linje tilbage til Daio Kukushi.